Hvordan renser man peri-implantitis?

Inden for oral restaurering har tandimplantater bragt nyt håb til mange patienter, der er plaget af tandtab eller tandudtrækninger. Implantater betragtes ofte som den "perfekte erstatning" for manglende tænder og hjælper folk med at genvinde både et selvsikkert smil og en normal mundfunktion. Men peri-implantitis - en betændelsestilstand - truer ofte i det skjulte implantaternes sundhed.

Når der opstår periimplantær sygdom, betyder det, at det bløde væv omkring implantatet er blevet inficeret og er begyndt at forringes. Patienterne kan opleve smerter, hævelser og endda problemer med at bide og tygge. Hvis der ikke gribes ind og behandles i tide, øges risikoen for, at implantatet svigter betydeligt, og alle tidligere anstrengelser og forventninger bliver forgæves.

Peri-implantitis er ofte forbundet med dårlig mundhygiejne, hvilket gør effektiv rengøring omkring implantatet afgørende. I klinisk praksis bruger tandlæger ofte et specialværktøj, der kaldes en titaniumbørste, til at rengøre omkring implantater. Dette værktøj hjælper med at kontrollere udviklingen af inflammation og genopretter mundhygiejnen.

Så hvordan kan vi videnskabeligt og effektivt rense peri-implantitis? Lad os udforske de rette teknikker og metoder sammen.

Hvad er peri-implantat mucositis?

Periimplantær mucositis repræsenterer den tidlige fase i udviklingen af periimplantære sygdomme - lidt ligesom tandkødsbetændelse er den indledende fase af paradentose. På dette stadie bliver det bløde væv omkring implantatet inficeret, men den underliggende knogle er endnu ikke blevet påvirket.

Sammenlignet med den mere avancerede tilstand peri-implantitis er peri-implantat mucositis generelt lettere at behandle. Med gode mundhygiejnevaner og regelmæssig professionel tandrensning (f.eks. skalering og polering) kan patienter effektivt forebygge udbruddet af denne sygdom eller kontrollere den i de tidlige stadier og dermed undgå yderligere forværring.

Det er dog vigtigt at erkende, at tandimplantater har betydeligt lavere modstandsdygtighed over for biofilm-inducerede skader sammenlignet med naturlige tænder. Biofilm er et komplekst lag af mikroorganismer, som f.eks. bakterier, der dannes på overfladen af tænder eller implantater og løbende nedbryder det omgivende orale væv. Uanset om du har implantater eller naturlige tænder, er det derfor afgørende at forebygge periimplantære og parodontale sygdomme.

Kun gennem omhyggelig forebyggende pleje kan vi sikre, at både kunstige og naturlige tænder forbliver sunde, stabile og i stand til at tjene os godt på lang sigt.

Hvor almindeligt er peri-implantitis?

Den faktiske prævalens af periimplantitis er ikke et fast tal, da den varierer afhængigt af undersøgelsespopulationens karakteristika og de diagnostiske kriterier, der bruges til at definere tilstanden. Baseret på flere forskningsundersøgelser anslås den samlede prævalens dog til at være omkring 20%.

Visse befolkningsgrupper har en markant højere risiko for at udvikle periimplantitis. Rygere er f.eks. mere sårbare på grund af de skadelige stoffer i tobak, som påvirker det orale miljø negativt og svækker immunforsvaret. Patienter med diabetes er også mere udsatte for denne tilstand, da metaboliske ubalancer kan forringe vævsheling og reducere modstandsdygtigheden over for infektioner. Desuden kan personer, der ikke får en tilstrækkelig klinisk undersøgelse, gå glip af tidlige advarselstegn, så sygdommen kan udvikle sig uden at blive opdaget.

Særligt bemærkelsesværdig er den øgede risiko blandt patienter med langvarige tandimplantater. Når implantater forbliver i munden i årevis, ophobes forskellige biologiske og mekaniske faktorer, hvilket sætter det omgivende væv under større stress og øger sandsynligheden for periimplantitis.

Hvad forårsager peri-implantitis?

Peri-implantitis er ofte tæt forbundet med dårlig mundhygiejne. Når mundhygiejnen er utilstrækkelig, kan bakterier samle sig under tandkødsranden og danne plak og biofilm. Disse ukontrollerede bakterier fører til infektioner og inflammatoriske reaktioner i tandkødet og mundslimhinden omkring implantatet.

Ud over utilstrækkelig hygiejne er der flere andre faktorer, der øger risikoen for periimplantitis betydeligt:

1. Rygning: Tobaksbrug påvirker blodcirkulationen i tandkødet negativt, hvilket reducerer blodgennemstrømningen og forringer vævets sundhed. Rygere er mere tilbøjelige til at akkumulere plak, hvilket yderligere øger risikoen for infektion og betændelse omkring tandimplantater.
2. Diabetes: Patienter med dårligt kontrolleret blodsukker har ofte nedsat blodcirkulation og nedsat sårheling. Det svækker kroppens evne til at bekæmpe infektioner og gør vævet omkring implantaterne mere sårbart over for betændelse.
3. Immunosuppression: Personer med nedsat immunforsvar - som f.eks. personer med HIV/AIDS eller under kræftbehandling - har en højere risiko, da deres kroppe er mindre i stand til at forsvare sig mod de patogener, der forårsager periimplantære og parodontale sygdomme.
4. Forkert placering af implantat: Forkert placering af implantatet eller utilstrækkelig støtte fra den omgivende knogle kan gøre stedet mere modtageligt for bakterieangreb og betændelse.
5. Overdreven okklusal kraft: Overbelastning af implantatet gennem hyppig tygning af hårde fødevarer eller unormale bidkræfter kan føre til mikrobrud på implantatoverfladen. Disse mikroskader fungerer som grobund for bakterier og øger risikoen for infektion.
6. Dårligt tilpassede kroner eller restaureringer: Skævt placerede eller dårligt tilpassede protesekomponenter kan irritere det periimplantære væv, forårsage betændelse og i sidste ende føre til periimplantitis.
7. Springe opfølgningsaftaler over: Regelmæssig opfølgning hos en parodontolog eller tandlæge er afgørende efter en implantatoperation. Hvis man går glip af disse kontroller, kan mindre problemer gå ubemærket hen og udvikle sig til alvorlige periimplantære infektioner.

Almindelige symptomer på peri-implantitis

Periimplantitis er en potentiel komplikation efter en tandimplantatoperation, som kan true implantatets stabilitet på lang sigt og patientens generelle mundsundhed. Tidlig erkendelse af symptomer er nøglen til hurtig indgriben. Nedenfor er en detaljeret oversigt over de almindelige kliniske manifestationer:

Gingivale symptomer

• Hævelse eller rødme: Et af de mest synlige tegn på periimplantitis er betændelse i tandkødet omkring implantatet. Sundt tandkød er typisk lyserødt, fast og klæber tæt til implantatet eller tandoverfladen. I modsætning hertil virker betændt tandkød hævet, opsvulmet og rødt eller mørkerødt på grund af vasodilatation, øget blodgennemstrømning og væskelækage som reaktion på betændelse.
• Udflåd af pus (suppuration): Efterhånden som tilstanden skrider frem, kan der dannes en byld omkring implantatet, hvilket fører til udflåd af pus. Patienterne kan bemærke purulent sekretion, når de børster, skyller eller spiser. Nogle gange ledsages udflåddet af en dårlig lugt. Dette sker, når immunceller og væv undergår nekrose og fortætning under kroppens kamp mod infektion.
• Smerter eller ømhed: Patienter kan opleve smerter eller ømhed i tandkødet omkring implantatet, især under tygning, børstning eller ved berøring af området. Intensiteten af smerten varierer - nogle føler måske kun let ubehag, mens andre har stærke smerter, der forstyrrer de daglige aktiviteter. Det skyldes stimulering af nerveenderne i det betændte tandkødsvæv.

Oral lugt

• Dårlig ånde (halitosis): Peri-implantitis er ofte forbundet med mærkbar dårlig ånde. Det skyldes spredning af bakterier, der nedbryder madrester og proteiner i mundhulen og producerer flygtige svovlforbindelser og andre ildelugtende stoffer. Lugten er måske ikke synlig for patienten, men kan opdages af andre, hvilket potentielt kan påvirke patientens sociale interaktioner og selvværd.

Ændringer i implantatets stabilitet

• Implantatets mobilitet: Implantatmobilitet er et mere avanceret symptom på periimplantitis. Normalt er implantater osseointegrerede og fast forankrede i kæbebenet. Men betændelse kan føre til ødelæggelse af støtteknoglen, hvilket resulterer i tab af stabilitet. Patienterne kan føle, at implantatet flytter sig, når de tygger, og i alvorlige tilfælde kan implantatet bevæge sig mærkbart ved let tryk.

Knogletab

• Knogledefekter eller resorption: Alvorlig periimplantitis kan forårsage betydeligt knogletab omkring implantatet. Radiografiske undersøgelser, såsom røntgenbilleder eller CBCT (Cone Beam Computed Tomography), kan afsløre reduceret knogletæthed, forstyrret trabekulær struktur og endda synlige knogledefekter. Et sådant tab af knoglestøtte kompromitterer yderligere implantatets stabilitet og øger risikoen for, at implantatet svigter.

Hvad er behandlingsmulighederne for peri-implantitis?

Behandling af periimplantitis omfatter primært mekanisk debridering og antimikrobiel behandling. I mere fremskredne tilfælde kan det også være nødvendigt med et kirurgisk indgreb. Nedenfor er en detaljeret oversigt over almindelige behandlingsmetoder:

Mekanisk debridering

Princip: Specialiserede instrumenter bruges til at fjerne plak, tandsten og betændt granulationsvæv fra implantatoverfladen og det omgivende væv. Dette eliminerer direkte kilder til irritation, reducerer inflammatoriske mediatorer og fremmer vævsheling og -regenerering.

Almindelige værktøjer:

• Børster af titanium: Disse børster anvendes af parodontologer i kliniske sammenhænge og fjerner effektivt plak og tandsten fra implantatoverfladen og det omgivende væv.
• Ultralydsskalere: Bruger højfrekvente vibrationer til at bryde og fjerne kalkaflejringer.
• Manuelle curetter: Giver mulighed for mere præcis rengøring af implantatoverfladen og inficerede parodontale lommer.
• Luftslibning (sandblæsning): Giver god rengøringseffektivitet. Men slibematerialet påvirker både rengøringsresultater og overfladeruhed. For eksempel er natriumbikarbonat med store partikler effektivt, men øger overfladeruheden betydeligt.

Antimikrobiel behandling

Antibakteriel mundskyllemiddel:

• Klorhexidin-glukonat: Et almindeligt anvendt antimikrobielt mundskyllemiddel til periimplantitis. En opløsning på 0,12% kan effektivt reducere risikoen for periimplantær inflammation ved at hæmme bakteriekolonisering. En koncentration på 2% kan dog irreversibelt hæmme cellemigration og reducere levedygtigheden af fibroblaster, myoblaster og osteoblaster in vitro betydeligt - hvilket berettiger til yderligere forskning i sikkerhed og effektivitet.
• Andre mundskyllemidler: Sammensatte borax-skyllemidler, kombinerede klorhexidin-formuleringer osv. kan bruges under vejledning af en tandlæge.

Aktuelle geler:

Minocyclin hydrochlorid salve: Kan påføres lokalt eller injiceres i det berørte område for at hjælpe med at fjerne bakterier og kontrollere infektion.

Oral medicin:

Ved mere alvorlige infektioner kan der ordineres systemiske antibiotika som f.eks. metronidazol, tinidazol, amoxicillin eller roxithromycin. Disse bør kun tages under professionelt lægeligt tilsyn.

Kirurgisk behandling

Indikationer: Når peri-implantitis er alvorlig, og ikke-kirurgiske behandlinger har kontrolleret infektionen, men der stadig er alveolære knogledefekter, kan det være nødvendigt med et kirurgisk indgreb.

Almindelige kirurgiske teknikker:

• Osteoplastik (knoglerekonstruktion): Omformer beskadiget alveolær knogle for at støtte helingen.
• Knogletransplantation: Udfylder områder med knogletab for at stimulere knoglefornyelse.
• Flapkirurgi med debridering: Her løftes tandkødslappen for at fjerne inficeret væv, og der påføres biomaterialer for at bevare knogletætheden og fremme celleproliferationen i det defekte område.
• Guidet vævsregenerering (GTR): En biomembran placeres over knogledefekten for at forhindre invasion af blødt væv og give plads til ny knogledannelse.
• Fjernelse af implantat: I tilfælde af omfattende knogledestruktion og implantatmobilitet kan det være nødvendigt at fjerne implantatet kirurgisk.

Sådan forebygger du peri-implantitis

Forebyggelse af periimplantitis kræver omfattende pleje, herunder daglig mundhygiejne, justering af sund livsstil og regelmæssig professionel opfølgning. Her er en detaljeret guide:

Daglig mundhygiejne

Korrekte børsteteknikker

• Vælg den rigtige tandbørste: Brug en tandbørste med bløde børster og lille hoved til effektivt at rengøre omkring implantatet uden at irritere tandkødet. Specialbørster til tandimplantater har blødere børstehår og ergonomiske børstehoveder, der passer bedre til mundstrukturen.
• Behersk børstningsmetoden: Brug Bass-teknikken - hold tandbørsten i en vinkel på 45° mod roden, og placer børstehårene delvist i tandkødssulcus og delvist på tandkødslinjen. Vibrer forsigtigt i korte vandrette bevægelser (ca. 1 mm) 10 gange pr. sektion, dæk 2-3 tænder ad gangen, og overlap børsteområdet, mens du bevæger dig. Børst mindst to gange om dagen i mindst 3 minutter hver gang.

Brug af tandtråd, mellemrumsbørster og mundskylleapparater

• Tandtråd: Implantatsteder er tilbøjelige til at fastholde madrester mellem tænderne. Skub forsigtigt tandtråden ind i mellemrummet og bevæg den op og ned for at rengøre de interproximale overflader.
• Interdentalbørster: Ideel til større huller eller specifikke implantatstrukturer. Vælg den passende størrelse, og bevæg forsigtigt børsten frem og tilbage.
• Mundskylleapparater: Brug højtryksvandstråler til at fjerne snavs og bakterier fra svært tilgængelige områder. Brug en eller to gange dagligt for optimal renlighed.

Rengør implantatkronen eller den protetiske struktur
Brug en tandbørste med bløde børster til forsigtigt at rengøre overfladen på implantatkronen eller -restaureringen. Undgå hårde eller skarpe redskaber for at undgå at ridse implantatets overflade.

Justering af livsstil

Stop med at ryge
Rygning reducerer blodgennemstrømningen i tandkødet og svækker immunforsvaret, hvilket gør implantater mere sårbare over for infektioner. Undersøgelser viser, at rygere har 2-3 gange større risiko for at udvikle periimplantitis. Rygestop er afgørende for at bevare implantaternes sundhed.

Få styr på blodsukkeret
Personer med diabetes har en højere risiko på grund af nedsat cirkulation og langsommere heling. Følg nøje lægens råd om at holde blodsukkerniveauet inden for et normalt område ved hjælp af regelmæssig overvågning og medicinering.

Undgå overdrevne tyggekræfter
Undgå at tygge hårde fødevarer (f.eks. nødder, krabbeskaller) med implantater. Overdrevent pres kan beskadige implantatet eller restaureringen og øge risikoen for betændelse. Vælg mad med moderat tekstur, og tyg jævnt på begge sider.

Regelmæssig kontrol og vedligeholdelse

Rutinemæssige tandeftersyn
Følg din tandlæges tidsplan for opfølgning: typisk 1, 3 og 6 måneder efter indsættelse af implantatet og derefter mindst en eller to gange om året. Tandlægen vil vurdere sundheden af det omgivende væv ved hjælp af værktøjer som røntgenstråler og sondering for at opdage tidlige tegn på komplikationer.

Professionel rengøring
Ud over hjemmepleje er regelmæssig professionel rengøring vigtig. Tandlæger bruger specialiserede redskaber som ultralydsskalpere og curetter til grundigt at fjerne plak og tandsten omkring implantater, hvilket hjælper med at forebygge periimplantitis.

Kan peri-implantitis gå væk af sig selv?

Peri-implantitis kan generelt ikke heles af sig selv, men tilfælde i de tidlige stadier kan være klinisk helbredelige med simpel behandling

Periimplantitis er en inflammatorisk sygdom, der påvirker det bløde og hårde væv omkring et tandimplantat. Den skyldes primært dårlig mundhygiejne, som fører til ophobning af plak og tandsten på implantatoverfladen. Denne ophobning udløser en immunreaktion, der resulterer i betændelse i det omgivende bløde væv og gradvis resorption af alveolarknoglen.

Efterhånden som tilstanden skrider frem, bliver forbindelsen mellem implantatet og det omgivende væv kompromitteret. Denne skade er typisk progressiv og vedvarende, og kroppen har begrænset evne til naturligt at reparere betændelsen og vævsødelæggelsen.

Hvis der ikke gribes ind i tide, kan betændelsen forværres, hvilket fører til yderligere knogletab og separation ved grænsefladen mellem implantat og knogle. I sidste ende kan det føre til, at implantatet løsner sig, eller at det helt svigter. Når periimplantitis sætter ind, er kroppens immunsystem som regel ikke tilstrækkeligt til at genoprette sundheden. Det skyldes, at et tandimplantat er et fremmedlegeme, og at den inflammatoriske reaktion omkring et implantat er anderledes end ved naturlige tænder. Som følge heraf er kroppens reparationskapacitet relativt begrænset.

Men i de tidlige stadier af periimplantitis - når betændelsen stadig er begrænset til det bløde væv (mucositis) - kan man ofte opnå klinisk bedring med enkle behandlingstiltag.